Fritid

Undervisningen er slut – men ingen tager hjem, fordi alle allerede er hjemme. Fritiden er en af de særlige ting ved efterskolelivet.

På Skibelund er fritiden en vigtig del at efterskolelivet. Det handler om at dyrke fællesskaber, hvad enten det er i form af idrætten, musikken, spil eller andet samvær. Vi elsker, når I selv tager initiativ til aktiviteter for fællesskabet, og vi har gjort vores bedste for at stille alle mulige rammer til rådighed for jeres ideer.


Forskellige fysiske rammer til fritiden

Vi har skabt nogle særlige rammer til jeres fritid på skolen.

Hvis du vil boltre dig med spring, dans, fitness, boldspil, madlavning, fremstilling eller leg, står alle vores faglokaler og træningsfaciliteter til din og kammeraternes disposition;

  • springcenter, idrætshaller, volleybaner og multibane. 
  • musik, billedkunst og skolekøkken.

Og vil du gerne hygge, spille, og dyrke fællesskabet på anden vis, så har vi også steder til det; 

  • en dejligt stor café med scene, musikafdeling og spillemiljø.
  • billard, bordfodbold og bordtennis.
  • tv-afdeling med storskærm, Wii, Playstation og meget mere.

 


Lærerstyret eller elevstyret fritid?

Lærerne tager typisk initiativ til nogle fællesaktiviteter i løbet af hverdagsaftenerne. De åbner fx springcenteret til spring og hygge, lukker op til pandekagebagning i skolekøkkenet eller inviterer til volley eller langbold udenfor på de varme aftener.

Det bedste, vi ved, er dog, når I elever selv tager styringen med jeres fritid og inviterer de andre med til noget sjovt. Det kan fx være film i cafeen, mørkegemme i Skibelund Krat, spontane fodboldturneringer eller fastelavnsfest.