Inklusionstilbud

Vi ønsker på Skibelund at være en skole, hvor inklusion lykkes, og hvor den enkelte elev oplever at flytte sig såvel fagligt som personligt og socialt.

Til elever med faglige udfordringer, herunder læse- og stavevanskeligheder, har Skibelund et inklusionstilbud bestående af en faglig støtte samt oplæsnings- og staveprogrammet CD-ord. Det er en forudsætning, at elevens faglige udfordringer på forhånd er velbeskrevet, så vi kan sikre den rette støtte til eleven fra skoleårets start.

Hvad forstår vi ved inklusion? 

Ved inklusion forstås et undervisningstilbud, der ligger ud over den almindelige holddeling og undervisning. Inden skolestart udarbejdes et inklusionstilbud med afsæt i en skriftlig handleplan, der sikrer den enkelte elevs faglige inklusion. Vi kan evt. aftale et møde, hvis der er behov for det.

Handleplanen udarbejdes i samarbejde med hjemmet, og den evalueres systematisk og løbende samt underskrives af eleven, forældrene og skolen.

Hvis eleven tidligere har været del af et inklusionstilbud eller har modtaget anden form for særlig støtte, er det vigtigt at gøre skolen opmærksom på det, så vi kan få hjulpet eleven godt i gang med undervisningen på Skibelund.

Planen indeholder:
• Hjemmets forventninger til skolen
• Skolens forventninger til hjemmet
• Elevens mål og delmål for skoleåret – fagligt, personligt og i forhold til prøverne
• Evaluering med eleven ultimo september
• Evaluering med eleven og samtale med hjemmet i januar
• Mulighed for særlig opmærksomhed i forbindelse med UU-vejledning
• Afsluttende evaluering af inklusionsforløbet
• Formidling af elevens udvikling til næste uddannelsessted – ved www.optagelse.dk

Hvis du vil benytte inklusionstilbud på Skibelund

Kommende elever med ønske om inklusion skal senest 15. april kontakte skolen. Formålet er, at der ved skolestartstart ligger en færdig og underskrevet handleplan klar til ibrugtagelse.
Skolen vægter samarbejdet med hjemmet højt, ligesom vi tilstræber en høj grad af kommunikation mellem faglærer/støttelærer og kontaktlærer.

Skibelund Gymnastik- og Idrætsefterskole vurderer fra skoleår til skoleår, hvor mange elever, der kan tilbydes et inklusionstilbud.

Hent ansøgningsskema: Inklusionstilbud på Skibelund 2019 20